[1] HERRE du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;
[2] stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!
[3] Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?
[4] De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre;
[5] de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;
[6] de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel;
[7] de siger: “HERREN kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!”
[8] Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer?
[9] Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se?
[10] Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?
[11] HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.
[12] Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov
[13] for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse;
[14] thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.
[15] Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.
[16] Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd?
[17] Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.
[18] Når jeg tænkte: “Nu vakler min Fod”, støtted din Nåde mig, HERRE;
[19] da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.
[20] står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn?
[21] Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,
[22] HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;
[23] han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud.