[1] Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
[2] Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
[3] med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
[4] til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
[5] de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
[6] Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre,
[7] lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
[8] hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden;
[9] hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
[10] hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
[11] Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
[12] ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
[13] hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt:
[14] lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
[15] altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
[16] fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
[17] han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern!
[18] Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
[19] den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!
[20] Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
[21] Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!
[22] Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;
[23] som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
[24] af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
[25] til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de
[26] Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
[27] så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!
[28] Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
[29] lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
[30] Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
[31] thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.