[1] +
[2] HERRE, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse!
[3] Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela.
[4] Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved.
[5] Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende.
[6] Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham.
[7] Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham.
[8] Thi Kongen stoler på HERREN, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.
[9] Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine Avindsmænd.
[10] Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem.
[11] Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn.
[12] Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;
[13] thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.
[14] HERRE, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk!