[1] +
[2] Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk.
[3] Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide.
[4] Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres,
[5] når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt;
[6] som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,
[7] rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød.
[8] HERRENs Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, HERRENs Vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis,
[9] HERRENs Forskrifter er rette, glæder Hjertet, HERRENs Bud er purt, giver Øjet Glans,
[10] HERRENs Frygt er ren, varer evigt, HERRENs Lovbud er Sandhed, rette til Hobe,
[11] kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor Honning og Kubens Saft.
[12] Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.
[13] Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst!
[14] Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder.
[15] Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå frem for dit Åsyn, HERRE, min Klippe og min Genløser!