[1] +
[2] Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen,
[3] lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,
[4] jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;
[5] Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.
[6] Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.
[7] Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,
[8] ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela.
[9] Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.
[10] Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;
[11] de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;
[12] Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
[13] Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;
[14] men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,
[15] og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.
[16] Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!
[17] Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.
[18] Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre
[19] og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.
[20] Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.
[21] På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.
[22] Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
[23] Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.
[24] Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!