[1] +
[2] Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
[3] både høj og lav, både rig og fattig!
[4] Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
[5] jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.
[6] Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,
[7] de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom?
[8] Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum
[9] - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live
[10] og aldrig få Graven at se;
[11] nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,
[12] deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
[13] Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.
[14] Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.
[15] I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.
[16] Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela.
[17] Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;
[18] thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
[19] Priser han end i Live sig selv: “De lover dig for din Lykke!”
[20] han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.
[21] Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.