[1] HERRE, du ransager mig og kender mig!
[2] Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
[3] du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
[4] Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
[5] Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
[6] At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
[7] Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
[8] Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der;
[9] tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
[10] da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
[11] Og siger jeg: “Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!”
[12] så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
[13] Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
[14] Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
[15] Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
[16] som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
[17] Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
[18] Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
[19] Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
[20] de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
[21] Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
[22] med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.
[23] Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
[24] Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!