[1] Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;
[2] jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,
[3] hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
[4] vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
[5] Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
[6] at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,
[7] så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,
[8] ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud
[9] - Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -
[10] Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
[11] hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
[12] Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;
[13] han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;
[14] han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;
[15] han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,
[16] han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
[17] Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;
[18] de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
[19] de talte mod Gud og sagde: “Kan Gud dække Bord i en Ørken?
[20] Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?”
[21] Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
[22] fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.
[23] Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne
[24] og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
[25] Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
[26] Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
[27] Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
[28] lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
[29] Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.
[30] Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,
[31] rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
[32] Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.
[33] Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.
[34] Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
[35] kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
[36] De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
[37] deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
[38] Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
[39] han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
[40] Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
[41] De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;
[42] hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,
[43] da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,
[44] forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,
[45] sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,
[46] gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
[47] slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
[48] prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
[49] Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
[50] frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
[51] alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,
[52] lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen,
[53] ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
[54] han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
[55] drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
[56] Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
[57] de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
[58] de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.
[59] Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;
[60] han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
[61] han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,
[62] prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;
[63] Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
[64] dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
[65] Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
[66] han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
[67] Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;
[68] han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
[69] han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.
[70] Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,
[71] hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;
[72] han vogtede dem med oprigtigt Hjerte,ledede dem med kyndig Hånd.