[1] Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
[2] Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd
[3] og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
[4] I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,
[5] de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;
[6] men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler
[7] og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.
[8] Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
[9] Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
[10] De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,
[11] fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.
[12] Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;
[13] men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
[14] førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.
[15] Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
[16] Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.
[17] De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,
[18] de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær
[19] men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
[20] sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.
[21] Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn
[22] og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.
[23] De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,
[24] blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet;
[25] han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;
[26] mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;
[27] de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;
[28] men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
[29] skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;
[30] og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.
[31] Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,
[32] ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
[33] Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,
[34] til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der.
[35] Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;
[36] der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,
[37] tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.
[38] Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg.
[39] De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,
[40] han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.
[41] Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;
[42] de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.
[43] Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på Sinde!