[1] +
[2] Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
[3] Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
[4] Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.
[5] På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
[6] de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.
[7] Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
[8] alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
[9] “Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.”
[10] Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
[11] på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
[12] Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
[13] Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,
[14] spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
[15] Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
[16] min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
[17] Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
[18] jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
[19] Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
[20] Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
[21] Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
[22] Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
[23] Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
[24] “I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
[25] Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!”
[26] Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
[27] de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
[28] Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;
[29] thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.
[30] De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
[31] Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;
[32] de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.