[1] HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,
[2] grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
[3] tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: “Jeg er din Frelse!”
[4] Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
[5] de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,
[6] deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!
[7] Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
[8] Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
[9] Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
[10] alle mine Ledemod sige: “HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!”
[11] Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
[12] de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
[13] Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
[14] som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
[15] Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;
[16] for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.
[17] Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.
[18] Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
[19] Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
[20] Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;
[21] de spærrer Munden op imod mig og siger: “Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!”
[22] Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
[23] rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
[24] døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
[25] Og sige i Hjertet: “Ha! som vi ønsked!” lad dem ikke sige: “Vi slugte ham!”
[26] Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
[27] Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: “Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!”
[28] Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.