[1] +
[2] Gud, vi har hørt det med egne ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd;
[3] Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig;
[4] thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.
[5] Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr.
[6] Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn;
[7] thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;
[8] men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme.
[9] Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. - Sela.
[10] Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære;
[11] du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte;
[12] du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene,
[13] dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget.
[14] Til Hån for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander,
[15] du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste på Hovedet ad os.
[16] Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn
[17] for spottende, hånende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.
[18] Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt!
[19] Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej.
[20] Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke.
[21] Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud,
[22] vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løn dom
[23] nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg!
[24] Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse!
[25] Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor Nød og Trængsel?
[26] Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden.
[27] Stå op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!