[1] Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret!
[2] Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne.
[3] Stol på HERREN og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab,
[4] da skal du have din Fryd i HERREN, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår.
[5] Vælt din Vej på HERREN, stol på ham, så griber han ind
[6] og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag.
[7] Vær stille for HERREN og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker.
[8] Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm.
[9] Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN, skal arve Landet.
[10] En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke.
[11] Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred.
[12] Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham;
[13] men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme.
[14] De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;
[15] men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen.
[16] Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom;
[17] thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN støtter de retfærdige;
[18] HERREN kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig;
[19] de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage.
[20] Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er HERRENs Fjender, de svinder, de svinder som Røg.
[21] Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver;
[22] de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes.
[23] Af HERREN stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej;
[24] om end han snubler, falder han ikke, thi HERREN støtter hans Hånd.
[25] Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød;
[26] han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse.
[27] Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig;
[28] thi HERREN elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes;
[29] de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid.
[30] Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er;
[31] sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt.
[32] Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet,
[33] men, HERREN giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten.
[34] Bi på HERREN og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang.
[35] Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder
[36] men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.
[37] Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid;
[38] men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt.
[39] De retfærdiges Frelse kommer fra HERREN, deres Tilflugt i Nødens Stund;
[40] HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.