[1] +
[2] Und dig, o Gud, ikke Ro, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud!
[3] Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet,
[4] oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder Råd imod dem, du værner:
[5] “Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej mer skal man ihukomme Israels Navn!”
[6] Ja, de rådslår i Fællig og slutter Pagt imod dig,
[7] Edoms Telte og Ismaeliterne, Moab sammen med Hagriterne,
[8] Gebal, Ammon, Amalek, Filister land med Tyrus’s Borgere;
[9] også Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en Arm. - Sela.
[10] Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons Bæk,
[11] der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning på Marken!
[12] Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze’eb, alle deres Fyrster som Zeba og Zalmunna,
[13] fordi de siger: “Guds Vange tager vi til os som Eje.”
[14] Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv som Strå, der flyver for Vinden.
[15] Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge,
[16] så forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din Hvirvelvind;
[17] fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o HERRE;
[18] lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til Grunde
[19] Og kende, at du, hvis Navn er HERREN, er ene den Højeste over al Jorden!