[1] Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang;
[2] lov HERREN med Citer, tak ham til tistrenget Harpe;
[3] en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!
[4] Thi sandt er HERRENs Ord, og al hans Gerning er trofast;
[5] han elsker Retfærd og Ret, af HERRENs Miskundhed er Jorden fuld.
[6] Ved HERRENs Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde.
[7] Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre.
[8] Al Jorden skal frygte for HERREN, Alverdens Beboere skælve for ham;
[9] thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der.
[10] HERREN kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet;
[11] HERRENs Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt.
[12] Saligt det Folk, der har HERREN til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!
[13] HERREN skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn;
[14] fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden;
[15] han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.
[16] Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft;
[17] til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke.
[18] Men HERRENs Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden,
[19] for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid.
[20] På HERREN bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold;
[21] thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.
[22] Din Miskundhed være over os, HERRE, så som vi håber på dig.