<Salme 137

[1] Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

[2] Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

[3] Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: “Syng os af Zions Sange!”

[4] Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

[5] Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

[6] Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

[7] HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: “Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!”

[8] Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

[9] Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!