[1] Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
[2] hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
[3] du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;
[4] Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
[5] Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
[6] Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
[7] For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
[8] for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
[9] du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.
[10] Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
[11] de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
[12] over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
[13] Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
[14] du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden
[15] og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
[16] HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
[17] hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
[18] Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
[19] Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
[20] du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
[21] de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
[22] De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;
[23] Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.
[24] Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
[25] Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;
[26] Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
[27] De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;
[28] du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.
[29] Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;
[30] du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
[31] HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
[32] Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger
[33] Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
[34] Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
[35] Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!