[1] Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
[2] Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
[3] Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
[4] Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
[5] Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
[6] Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
[7] På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
[8] De tænkte: “Til Hobe udrydder vi dem!” De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
[9] Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
[10] Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?
[11] Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
[12] Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
[13] Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
[14] du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
[15] Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
[16] din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
[17] du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
[18] Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
[19] Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
[20] se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
[21] Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
[22] Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,
[23] lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!