[1] HERRE, kom David i Hu for al hans møje,
[2] hvorledes han tilsvor HERREN, gav Jakobs Vældige et Løfte :
[3] “Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit Leje,
[4] under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile,
[5] før jeg har fundet HERREN et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!”
[6] “Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja’ars Mark;
[7] lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!”
[8] HERRE, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark!
[9] Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd!
[10] For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!”
[11] HERREN tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: “Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone.
[12] Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone!
[13] Thi HERREN har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig :
[14] Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket.
[15] Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød,
[16] dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd.
[17] Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe.
[18] Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!”