[1] +
[2] HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme!
[3] Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.
[4] Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;
[5] thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.
[6] Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;
[7] jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
[8] Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,
[9] jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.
[10] HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;
[11] mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
[12] For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert;
[13] de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.
[14] Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,
[15] som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
[16] Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,
[17] når jeg siger: “Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!”
[18] Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
[19] thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.
[20] Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,
[21] som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.
[22] HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,
[23] il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!