[1] Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?
[2] Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;
[3] thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.
[4] Den gudløse siger i Hovmod: “Han hjemsøger ej, der er ingen Gud”; det er alle hans Tanker.
[5] Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.
[6] Han siger i Hjertet: “Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt.”
[7] Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;
[8] han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;
[9] han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;
[10] han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.
[11] Han siger i Hjertet: “Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig.”
[12] Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!
[13] Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?
[14] Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.
[15] Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!
[16] HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;
[17] du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til
[18] for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.