[1] +
[2] Du var nådig, HERRE, imod dit land du vendte Jakobs Skæbne,
[3] tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. - Sela.
[4] Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende Harme.
[5] Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med din Uvilje mod os!
[6] Vil du vredes på os for evigt, holde fast ved din Harme fra Slægt til Slægt?
[7] Vil du ikke skænke os Liv På ny, så dit Folk kan glæde sig i dig!
[8] Lad os skue din Miskundhed, HERRE, din Frelse give du os!
[9] Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham;
[10] ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal Herlighed bo i vort Land;
[11] Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd og Fred skal kysse hinanden;
[12] af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned.
[13] Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver vort Land;
[14] Retfærd vandrer foran ham og følger også hans Fjed.