[1] Gud, giv Kongen din ret, Kongesønnen din retfærd,
[2] så han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret!
[3] Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd.
[4] De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige Frelse, og han slår Voldsmanden ned.
[5] Han skal leve, så længe Solen lyser og Månen skinner, fra Slægt til Slægt.
[6] Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl, der væder Jorden;
[7] i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen forgår.
[8] Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender;
[9] hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet;
[10] Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og Sebas Konger kommer med Skat;
[11] alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans Tjenere.
[12] Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp, den arme, der savner en Hjælper,
[13] ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle;
[14] han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne.
[15] Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham bestandig, velsigne ham Dagen igennem.
[16] Korn skal der være i Overflod i Landet, på Bjergenes Top; som Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som Jordens Urter.
[17] Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal prise ham lykkelig!
[18] Lovet være Gud HERREN, Israels Gud som ene gør Undergerninger,
[19] og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes af hans Herlighed. Amen, Amen!
[20] Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner.