[1] +
[2] Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge.
[3] Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt på dine Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt.
[4] Omgjord din Lænd med Sværdet, o Helt,
[5] Lykken følge din Højhed og Hæder, far frem for Sandhedens Sag, for Ydmyghed og Retfærd, din høj re lære dig frygtelige Ting!
[6] Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for din Fod, Kongens Fjender rammes i Hjertet.
[7] Din Trone, o Gud, står evigt fast, en Retfærds Stav er din Kongestav.
[8] Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med Glædens Olie fremfor dine Fæller,
[9] af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder. Du glædes ved Strengeleg fra Elfenbenshaller,
[10] Kongedøtre står i kostbare Klæder, Dronningen i Ofrguldets Skrud ved din højre.
[11] Hør, min Datter, opmærksomt og bøj dit Øre : Glem dit Folk og din Faders Hus,
[12] at Kongen må attrå din Skønhed, thi han er din Herre.
[13] Tyrus’s Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets Rigmænd bejle til din Yndest.
[14] Idel Pragt er Kongedatteren, hendes Dragt er Perler, stukket i Guld;
[15] fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget Pragt, Veninderne fører hende hen til Kongen.
[16] De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i Kongens Palads.
[17] Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster rundt i Landet!
[18] Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal Folkene love dig evigt og altid.