[1] +
[2] HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
[3] lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
[4] Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,
[5] jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
[6] kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
[7] Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
[8] tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela.
[9] Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
[10] mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
[11] Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela.
[12] Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
[13] Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
[14] Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
[15] Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
[16] Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
[17] din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
[18] som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
[19] Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.