[1] +
[2] Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,
[3] jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;
[4] jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela.
[5] Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.
[6] Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;
[7] jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.
[8] Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,
[9] er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,
[10] har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.
[11] Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.
[12] Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.
[13] Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.
[14] Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!
[15] Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,
[16] udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela.
[17] Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;
[18] Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;
[19] din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;
[20] din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.
[21] Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses’s og Arons Hånd.