[1] +
[2] Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit navn, du højeste,
[3] ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed
[4] til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!
[5] Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning.
[6] Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker såre dybe!
[7] Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt.
[8] Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse,
[9] men du er ophøjet for evigt, HERRE.
[10] Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes!
[11] Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie;
[12] det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.
[13] De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder;
[14] plantet i HERRENs Hus grønnes de i vor Guds Forgårde;
[15] selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft
[16] for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.