[1] Den der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge,
[2] siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler.
[3] Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest;
[4] han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.
[5] Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen der flyver om Dagen
[6] ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.
[7] Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Hånd, til dig når det ikke hen;
[8] du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;
[9] (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.
[10] Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;
[11] thi han byder sine Engle at vogte dig på alle dine Veje;
[12] de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten;
[13] du skal træde på Slanger og Øgler, trampe på Løver og Drager.
[14] “Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;
[15] kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære:
[16] med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!”