[1] +
[2] Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud,
[3] istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen;
[4] stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor Højtidsdag!
[5] Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;
[6] han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.
[7] “Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven.
[8] I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. - Sela.
[9] Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!
[10] En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud!
[11] Jeg, HERREN, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den!
[12] Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.
[13] Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd.
[14] Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje!
[15] Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner!
[16] Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt;
[17] jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!”