[1] +
[2] Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,
[3] jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;
[4] træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;
[5] flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
[6] Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
[7] Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud!
[8] Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;
[9] fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner.
[10] Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig:
[11] jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
[12] i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
[13] De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
[14] Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!
[15] Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
[16] lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.
[17] Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;
[18] dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;
[19] kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
[20] Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.
[21] Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;
[22] de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
[23] Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;
[24] lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
[25] Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem;
[26] deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
[27] Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.
[28] Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd;
[29] lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
[30] Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
[31] Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
[32] det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!
[33] Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!
[34] Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
[35] Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;
[36] thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;
[37] hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.