[1] Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig,
[2] min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag!
[3] HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham?
[4] Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge.
[5] HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger;
[6] slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel;
[7] udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande,
[8] fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.
[9] Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe,
[10] du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener.
[11] Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.
[12] I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil;
[13] vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker,
[14] fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene.
[15] Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er HERREN!