[1] Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig!
[2] Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris?
[3] Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!
[4] Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse,
[5] at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!
[6] Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.
[7] Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.
[8] Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;
[9] han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;
[10] han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;
[11] Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;
[12] da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.
[13] Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd;
[14] de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;
[15] så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.
[16] De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige;
[17] Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;
[18] Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.
[19] De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;
[20] de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;
[21] de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,
[22] Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.
[23] Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.
[24] De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,
[25] men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;
[26] da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,
[27] splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.
[28] De holdt til med Ba’al-Peor og åd af de dødes Ofre;
[29] de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.
[30] Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,
[31] og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.
[32] De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;
[33] thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.
[34] De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,
[35] med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;
[36] deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;
[37] til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre;
[38] de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana’ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;
[39] de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.
[40] Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;
[41] han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer;
[42] deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.
[43] Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;
[44] dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage;
[45] han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;
[46] han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.
[47] Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.
[48] Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!