[1] +
[2] Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje;
[3] thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham.
[4] Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt;
[5] på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke.
[6] HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne,
[7] din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; HERRE, du frelser Folk og Fæ,
[8] hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge;
[9] de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm;
[10] thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!
[11] Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet.
[12] Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort.
[13] Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.