[1] +
[2] Fri mig fra mine Fjender, min Gud bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;
[3] fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
[4] Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
[5] Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!
[6] Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela.
[7] Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!
[8] Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: “Hvem skulde høre det?”
[9] Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
[10] dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
[11] med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!
[12] Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,
[13] giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
[14] udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela.
[15] Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,
[16] vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.
[17] Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag.
[18] Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.