[1] Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt.
[2] Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!
[3] Mennesket gør du til Støv igen, du siger: “Vend tilbage, I Menneskebørn!”
[4] Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt.
[5] Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;
[6] ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.
[7] Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.
[8] Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys.
[9] Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk.
[10] Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted.
[11] Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!
[12] At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!
[13] Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;
[14] mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage.
[15] Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt!
[16] Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn!
[17] HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!