Skip to content
Opens in a new window

[1] Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;

[2] fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans

[3] vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;

[4] han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:

[5] “Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!”

[6] Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.

[7] Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!

[8] Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;

[9] jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;

[10] thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;

[11] jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.

[12] Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!

[13] Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?

[14] Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.

[15] Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

[16] Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,

[17] når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?

[18] Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,

[19] slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.

[20] Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;

[21] det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.

[22] Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.

[23] Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.

Salme — Chapters