[1] +
[2] HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,
[3] skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!
[4] Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
[5] mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
[6] Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
[7] jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;
[8] om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;
[9] mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig.
[10] Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer
[11] over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
[12] mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
[13] Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
[14] du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;
[15] thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
[16] Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
[17] thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
[18] han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
[19] For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
[20] thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
[21] for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
[22] at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem,
[23] når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
[24] Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.
[25] Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.
[26] Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
[27] de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;
[28] som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!
[29] Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.