<Salme 142

[1] +

[2] Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

[3] udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

[4] Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

[5] Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

[6] HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

[7] Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

[8] udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.