[1] Så svarede Job HERREN og sagde:
[2] “Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt!
[3] “Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?” Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til.
[4] Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig!
[5] Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig;
[6] jeg tager det derfor tilbage og angrer i Støv og Aske!
[7] Men efter at HERREN havde talet disse Ord til Job, sagde han til Temaniten Elifaz: “Min Vrede er blusset op mod dig og dine to Venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!
[8] Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Job og bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå i Forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en Ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!”
[9] Så gik Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na’amatiten Zofar hen og gjorde, som HERREN havde sagt, og HERREN bønhørte Job.
[10] Og HERREN vendte Jobs Skæbne, da han gik i Forbøn for sine Venner; og HERREN gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold igen.
[11] Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, HERREN havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en Guldring.
[12] Og HERREN velsignede Jobs sidste Tid mere end hans første. Han fk 1,4.000 Stykker Småkvæg, og 1.000 Aseninder.
[13] Og han fik syv Sønner og tre Døtre,
[14] og han kaldte den ene Jemima, den anden Kezia og den tredje Keren-Happuk.
[15] Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden; og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre:
[16] Siden levede Job 140 År og så sine Børn og Børnebørn, fire Slægtled.
[17] Så døde Job gammel og mæt af Dage.