[1] Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
[2] “Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
[3] Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,
[4] skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
[5] Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.
[6] Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
[7] Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
[8] Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
[9] Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?
[10] Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?
[11] Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
[12] se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?
[13] Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:
[14] Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
[15] de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
[16] Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler
[17] han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
[18] han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
[19] han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;
[20] Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
[21] løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
[22] Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;
[23] man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!