[1] Så tog Job til Orde og svarede:
[2] “Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk!
[3] Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!
[4] Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,
[5] vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!
[6] Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig;
[7] da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.
[8] Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;
[9] jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej.
[10] Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve.
[11] Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,
[12] fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.
[13] Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår.
[14] Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for.
[15] Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.
[16] Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;
[17] thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm.