[1] Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
[2] Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
[3] da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
[4] som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
[5] da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
[6] da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
[7] da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
[8] Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
[9] Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
[10] Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
[11] Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
[12] Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
[13] den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
[14] jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
[15] Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
[16] jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
[17] den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
[18] Så tænkte jeg da: “Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
[19] min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
[20] min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!”
[21] Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
[22] ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
[23] de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
[24] Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
[25] Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.