Skip to content
Opens in a new window

[1] Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,

[2] blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak’els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,

[3] og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.

[4] Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;

[5] men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;

[6] og Buziten Elihu, Barak’els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;

[7] jeg tænkte: “Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!”

[8] Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt;

[9] de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;

[10] derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden!

[11] Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;

[12] jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord.

[13] Sig nu ikke: “Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!”

[14] Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.

[15] De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.

[16] Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?

[17] Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden!

[18] Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;

[19] som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;

[20] tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare.

[21] Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;

[22] thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!

Job — Chapters