[1] Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,
[2] blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak’els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,
[3] og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.
[4] Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;
[5] men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;
[6] og Buziten Elihu, Barak’els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;
[7] jeg tænkte: “Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!”
[8] Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt;
[9] de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;
[10] derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden!
[11] Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;
[12] jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord.
[13] Sig nu ikke: “Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!”
[14] Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.
[15] De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.
[16] Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?
[17] Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden!
[18] Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;
[19] som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;
[20] tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare.
[21] Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;
[22] thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!