Skip to content
Opens in a new window

[1] Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?

[2] Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.

[3] Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;

[4] hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;

[5] sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.

[6] Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,

[7] men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

[8] Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

[9] som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,

[10] som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken

[11] for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,

[12] han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,

[13] som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;

[14] i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.

[15] Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,

[16] så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

[17] Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!

[18] Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.

[19] Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;

[20] han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;

[21] du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

[22] du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;

[23] du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;

[24] du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;

[25] du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;

[26] Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.

[27] Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!

Job — Chapters