[1] Så tog Job til Orde og svarede:
[2] “Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
[3] Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!
[4] Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?
[5] Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!
[6] Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:
[7] De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
[8] Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
[9] deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
[10] ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
[11] de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;
[12] de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
[13] de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,
[14] skønt de siger til Gud: “Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!
[15] Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?”
[16] Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?
[17] Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,
[18] så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
[19] Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,
[20] lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!
[21] Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?
[22] Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
[23] En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:
[24] hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
[25] med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
[26] de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
[27] Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,
[28] når I siger: “Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?”
[29] Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
[30] Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.
[31] Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
[32] Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
[33] i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.
[34] Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!