[1] Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
[2] og Job tog til Orde og sagde:
[3] Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: “Se, en Dreng!”
[4] Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!
[5] Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
[6] Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!
[7] Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
[8] De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan”;
[9] dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,
[10] fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
[11] Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?
[12] Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
[13] Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred
[14] blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
[15] blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
[16] Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!
[17] Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
[18] alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
[19] små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
[20] Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
[21] dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,
[22] som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav
[23] en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
[24] Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.
[25] Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
[26] Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!