[1] Og Elihu tog til Orde og sagde:
[2] “Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre!
[3] Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad;
[4] lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!
[5] Job sagde jo: “Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side;
[6] min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!”
[7] Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,
[8] søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk!
[9] Thi han sagde: “Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!”
[10] Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;
[11] nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd;
[12] Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!
[13] Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden?
[14] Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,
[15] da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!
[16] Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord!
[17] Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?
[18] Han, som kan sige til Kongen: “Din Usling!” og “Nidding, som du er!” til Stormænd,
[19] som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.
[20] Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd.
[21] Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt;
[22] der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i.
[23] Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;
[24] han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.
[25] Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;
[26] for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem,
[27] fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,
[28] så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.
[29] Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog,
[30] for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.
[31] Siger da en til Gud: “Fejlet har jeg, men synder ej mer,
[32] jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!”
[33] skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!
[34] Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:
[35] “Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte!
[36] Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk!
[37] Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!”