[1] Så tog Job til Orde og svarede:
[2] “Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
[3] Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
[4] Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
[5] Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
[6] ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
[7] han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
[8] han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
[9] han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
[10] han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
[11] Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
[12] røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: “Hvad gør du?”
[13] Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
[14] hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
[15] Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
[16] Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
[17] han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
[18] ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
[19] Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
[20] Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
[21] Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
[22] Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
[23] Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
[24] Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
[25] Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
[26] gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
[27] Dersom jeg siger: “Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,”
[28] må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
[29] Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
[30] Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
[31] du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
[32] Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
[33] vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
[34] Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
[35] da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden!