[1] Så tog Job til Orde og svarede:
[2] “Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!
[3] Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?
[4] Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,
[5] styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!
[6] Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?
[7] Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;
[8] at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.
[9] Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,
[10] de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;
[11] Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.
[12] Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,
[13] hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;
[14] Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.
[15] Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;
[16] mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,
[17] skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!
[18] Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!
[19] Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;
[20] gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,
[21] at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!
[22] Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.