[1] Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
[2] Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!
[3] Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
[4] efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.
[5] Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
[6] Thi han siger til Sneen: “Fald ned på Jorden!” til Byger og Regnskyl: “Bliv stærke!”
[7] For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.
[8] De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
[9] Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
[10] Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
[11] Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
[12] det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,
[13] hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
[14] Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
[15] Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?
[16] Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
[17] Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?
[18] Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
[19] Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.
[20] Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
[21] Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
[22] fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
[23] og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;
[24] derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.